Grete Olsen var kaptajn på et af verdens stærkeste fægtelandshold, og er en af de sidste tilbageværende fægtere fra dansk fægtnings guldalder. Hun nåede at blive verdensmester to gange og deltage ved de Olympiske Lege i Los Angeles 1932, Berlin 1936 og London 1948. Udover at være en forgangskvinde på fægtepisten var Grete Olsen den første danske kvindelige plastikkirurg og en flittig opdagelsesrejsende.
 


 

AF: Rama Pryce Andersen


Hun er efterhånden blevet 90 år. Håret er blevet gråt og varme smilerynker indrammer øjnene. Hun sidder i sin dagligstue og fortæller om sin fægtekarriere – en tid hvor medaljer, ved europamesterskaber, verdensmesterskaber og Olympiske Lege, var reglen og ikke undtagelsen.

’Det er efterhånden 50 år siden, jeg stoppede min aktive fægtekarriere, men jeg føler mig stadig som fægter’, siger Grete Olsen og læner sig frem i stolen. Historier om dommersnyd, konkurrenten Karen Lackman og lektioner med fægtemester Leonce Marcel Mahaut bliver fortalt, som var de oplevet i går. De tekniske detaljer der indgår i fortællingerne bliver illustreret ved hjælp af parader, finter og specielle angreb – hurtigt og præcist. Med mellemrum strømmer franske fægtegloser fra hendes mund og efterlader et indtryk af en fægter, der ved, hvad hun taler om.

Ikke begejstret for den moderne fægtning
Grete Olsen var æresgæst og skulle overrække præmier, da verdenseliten kom til København i forbindelse med Copenhagen Cup 2001. Men hun var bestemt ikke imponeret over hvad hun så. ’De løb jo alle sammen. Vi løb slet ikke på samme måde. Dengang var det jo det tekniske, det kom an på. Vi bevægede os defor ikke så meget, for hvorfor skulle vi det?’ Siger Grete Olsen og løfter samtidig lidt af sløret for, hvad der lå til grund for sin og Karen Lachmands internationale succes.

’Den tekniske fægtning var min klare styrke. Min fægtemester Leonce Marcel Mahaut fokuserede meget på, at fægtningen var korrekt ned til mindste detalje. I lektionerne øvede vi de mange svære øvelser, og jeg syntes, det var sjovt, at videreudvikle finesserne i træningskampene. Når jeg fægtede med udenlandske fægtere, forsøgte jeg ofte at bruge de komplicerede sammensatte angreb og parader’, fortæller hun, mens hun viser et billede af en noget yngre Grete Olsen, der er ved at få lektion. Udfaldet er strømlinet og afstanden perfekt, hvilket vil sige at fleuretten hverken bøjer for meget eller for lidt. Hun har sorte klassiske fægtebukser på, og kroppen er på en gang spændt og afslappet, så hun lynhurtigt kan komme op fra det lange udfald.

 
 

Med Karen Lachman forholdt det sig anderledes. ’Hun var utvivlsomt den bedste konkurrencefægter, men var langt fra et teknisk vidunder. Hun begyndte hos Leonce Marcel Mahaut, men skiftede til fægtemester S. C. Olsen, som primært arbejdede med hurtighed og styrke. Sammen udviklet de nogle angreb, der var hurtige, direkte og effektive; men det var kedeligt at se på og kedeligt at fægte imod’, fortæller Grete Olsen om den yngre holdkammerat, der blandt andet blev nummer to ved de olympiske lege i 1952.

Lige så bred som hun var høj
Det var Gretes kusine der åbnede dørene til fægteverdenen. Grete ville gå til ridning, men måtte ikke for sin mor, der var bange for, at datteren skulle brække et ben, eller det der var værre.

Kusinen fægtede på Mahauts fægtesal i Store Kongensgade, et stenkast fra familiens hjem i Nyhavn. Gretes mor, der åbenbart ikke havde de samme betænkeligheder ved en fægtende datter, tog den tolvårige Grete og den 9 årrige Inga i hånden og bevægede sig hen til fægtesalen. Her blev de taget imod af datidens bedste fægtemester – Leonce Marcel Mahaut – der var rejst fra det franske for at lære danskerne at fægte.

Leonce Marcel Mahaut var, ved første øjekast, ikke begejstret for den kommende verdensstjerne. Det var Gretes lillesøster, der vakte fægtemesterens interesse. ’Jeg glemmer aldrig det skuffede udtryk, da han fik at vide, at det var mig, det drejede sig om. På det tidspunkt var jeg nemlig lige så bred, som jeg var høj, skriver Grete Olsen i sin selvbiografi med titlen ’Med Skalpel og Fleuret’.

’Jeg ville hellere sidde i en god stol med en drengebog og spise et stykke chokolade, men det kom jeg hurtigt væk fra. Jeg trænede tre gange om ugen, hvor jeg fik lektion og fægtede med de 20 andre, der normalt var til træning. I løbet af de første tre måneder havde jeg tabt 9 kilo’, fortæller Grete Olsen.
 
 

Vi blev snydt, men klarede os alligevel
Grete Olsen fægtede i en tid, hvor den elektriske fægtning endnu ikke eksisterede. ’Afgørelserne var ofte vanskelige, og det var afgørende for resultatet, at vi have vores egne dommere med til konkurrencerne,’ siger Grete og fortæller om Europamesterskaberne i Budapest 1933, hvor der var problemer:

’Vi ville vinde, og der var mange nerver på. Navnlig Mitzi var nervøs. Jeg husker, at en østrigsk dommer flere gange undlod at melde de stød, som hun faktisk havde sat ind. Til sidst nægtede hun at fortsætte. Jeg måtte så gå til Directoire Technique og anmode om en anden dommer. En kvindelig holdkaptajn gjorde uden tvivl indtryk på den mandlige komite, og uden tøven blev jeg spurgt, hvem det skulle være. Jeg bad om en svensker. Så fortsatte Mitzi, men følte sig atter generet af den anden østriger. Jeg måtte igen bede om en svensker; og da jeg for tredje og for fjerde gang grinende henvendte mig, lød det ’another Swede?’, og således havde hun efterhånden fået skiftet de fire dommere ud med svenskere, vandt sin kamp og kom i finalen’.

På trods af de mange dommerproblemer fastholder Grete Olsen, at det mildt sagt ikke var lykken, da den elektriske fægtning blev indført. ’Dommerne snød, men jeg ville hellere råbe ad en dommer end stå og råbe ad en rød lampe - den elektriske fægtning var fægtningens død’.

Grete havde hellere set, en ny russisk opfindelse blive taget i brug: ’Russerne havde opfundet en rød væske, som skulle på fleurettens spids. Når man så ramte, kunne mærket tydeligt ses i halvandet minut, hvorefter det forsvandt’.

Resultater og lidt champagne
Grete Olsen rejser sig og gå ud i køkkenet for at hælde varm kaffe i de tømte kopper, mens Bobby, husets lille energibombe, hopper gøende rundt om hendes ben.

’Det var en morsom tid. Vi rejste meget og fik set verden, noget der ellers ikke var helt almindeligt. Der var ikke nogen, der betalte vores rejser – til gengæld bestemte vi alting selv.’ Ved akademikernes verdensmesterskaber i Monaco i 1939 gik det ikke stille for sig:

’Stemningen var god, og vi havde moret os dejligt. Vi var alle enige om, at vi af hensyn til konkurrencerne ikke kunne tillade os at drikke øl eller spiritus. Kun champagne, da effekten så ville være væk den næste morgen. Men det havde vi naturligvis slet ikke råd til. Så viste Henning Ruben sig imidlertid at være nærmest verdensmester i roulettespil. Vi samlede et mindre beløb, og med det gik Henning så til bordene i Casinoet og spillede, til han havde vundet så meget, at vi kunne købe ½ flaske champagne til hver. Det skete hver aften’.

Trods champagnen blev Grete Olsen nr. 2, mens Henning Ruben blev verdensmester på fleuret og nr. 2 på kårde.

 
 

Udpræget sans for detaljen
Første halvdel af forrige århundrede var, for fægtningens vedkommende, en tid med mange resultater, velsmagende champagne og en udpræget sans for detaljer. Der var ikke ’plads’ til surt gammelt fægtetøj eller store, støvede gymnastiksale. Til gengæld var der plads til begejstring:

’Da Mahaut flyttede ned i en helt ny sal i Bryggeriernes ejendom på Rådhuspladsen, lige op til Tivoli, fik vi, hvad der skulle vise sig at være Europas bedste og smukkeste fægtesal med endnu bedre omgivelser og sågar en have, hvor vi kunne fægte om sommeren. Dertil havde damerne frøken Hierwagen og herrerne gamle Sørensen til at genoplive sig med kaffe’, skriver Grete i sine erindringer og beskriver samtidig datidens hjemlige konkurrencer, der ligeledes var eksempler på god stil:

’Selv de største udenlandske fægtere kom gerne til Mahauts fægtesoireer, som i begyndelsen blev holdt i Palmehaven i Hotel d’Angleterre. Der var bygget en regulær fægtepist op i selve Palmehaven, og her blev der, efter en diner i de tilstødende lokaler, danset til d’Angleterres dejlige danseorkester’.

Fægtningens og fægtemesterens død
Grete Olsen lagde fleuretterne på hylden i 1950. Fægtemesterens død, indblanding fra Fægteforbundet og indførelsen af den elektriske fægtning betød et endeligt farvel. ’Jeg blev så ked af det, da Marcel døde. Jeg forsøgte at få lektion af andre fægtemestre, men det var ikke det samme. Den flotte fægtesal blev lukket, og fægtningen flyttede ud på gymnastiksale, hvor fægtningens sjæl manglede. Derudover begyndte forbundet at blande sig i hvem, der skulle være med på holdet. Jeg ønskede ikke at få unge fægtere ind, der ikke var egnede hverken fysisk eller psykisk. Og endelig betød den elektriske fægtning at det ikke var sjovt at fægte mere. Fægtningens finesser var forsvundet, og det var jeg så også’, siger Grete Olsen og efterlader ingen tvivl om, at den franske fægtemester og tiden på det danske landshold havde en stor og betydningsfuld plads i Grete Olsens liv.

Fægtningens ophør betød ikke, at Grete Olsen lagde sig på den første og bedste sofa for at slappe af. Tværtimod. Grete Olsen var i løbet af krigen blevet uddannet som plastikkirurg i London. Og som Danmarks første kvindelige plastikkirurg havde hun nok at se til på Finsens Instituttet, hvor hun opererede for modermærkekræft.

Udover arbejdet lagde én anden passion beslag på Gretes tid. Afrika og Asien, som hun ikke havde set med fleuretten i hånden, blev nu opdaget i selskab med Jørgen Bitseh.

 
 

Grete Olsen begynder at røre uroligt på sig. Omgivet af billeder fra de mange rejser og pokaler fra sine sejre har hun fortalt om livet som elitefægter i starten af forrige århundrede, men nu er der andre af dagens gøremål, der skal klares. Der er dog tid til at svare på dagens sidste spørgsmål, som får hende til at smile, så alle smilerynkerne kommer i spil på en gang - ’Nej jeg har aldrig været gift, det har jeg da ikke haft tid til’, siger Grete Olsen og siger tak for i dag.


Født: Nyhavn 1912
Begyndte til fægtning: 1924
Verdensmester på hold: 1947 og 1948
Europamester på hold 1932
Akademiskverdensmester: 1 gang
Danmarksmester 6 gange
Nordiskmester: 2 gange
Deltager ved de Olympiske Lege: 1932 (nr.7), 1936 (nr.9) og 1948 (nr.10)
Danmarks første kvindelige plastikkirurg: specialiseret i England 1940-1946
Udgivet to selvbiografier: ’Med skalpel og fleuret’ og ’Med pas og visum’